Vil du i kommunalbestyrelsen?
Læs mere om at stille op til kommunalvalget
For at stille op til kommunal- og regionvalg skal du være fyldt 18 år, have fast bopæl i kommunen/regionen og herudover enten:
- være dansk statsborger
- være statsborger i et andet EU-land
- være statsborger i Island, Norge eller Storbritannien eller
- uden afbrydelse have haft fast bopæl i riget de sidste 4 år forud for valgdagen
Følgende personer kan dog ikke stille op til kommunale og regionale valg:
- udlændinge, der er på tålt ophold,
- udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c),
- udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b), og
- udlændinge, der opholder sig i Danmark for at afsone straf m.v. idømt af en international straffedomstol
For at stille op skal du senest mandag den 6. oktober 2025 kl. 12.00 opfylder valgretsbetingelserne, idet aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget dog først skal være opfyldt på valgdagen.
Informationsaften for nye kandidater
Informationsaften for nye kandidater den 2. eller 7. oktober kl. 18
Traditionen tro inviterer Hørsholm Kommune til informationsaften for nye kandidater til kommunalvalget 2025.
På informationsaftenen vil borgmesteren og kommunaldirektøren fortælle om arbejdet i kommunalbestyrelsen, samarbejdet med administrationen, udvalgsorganisering og kommunens opgaver og kommunens økonomi mv.
På mødet er der rig mulighed for at stille spørgsmål.
Der afholdes informationsaften to gange med samme indhold, så det er valgfrit hvilken dato man tilmelder sig.
Informationsaften for nye kandidater foregår på Hørsholm Rådhus den 2. og den 7. oktober kl. 18.00 – 21.00.
Der serveres sandwich og drikkevarer undervejs.
Tilmelding sker ved at skrive til chefsekretær Rikke Lauman Jørgensen på e-mail RLJ@horsholm.dk, hvor du bedes oplyse:
hvilken dato du ønsker at deltage
dit navn
hvilken liste/ parti du opstiller for.
Hvis der er få tilmeldinger til én af aftenerne, kan aftenen blive aflyst, og deltagerne bliver oplyst herom.
Vi håber meget, at I vil sprede kendskabet til informationsaftenerne til jeres nye kandidater.
Hvis der er spørgsmål, er man velkommen til at skrive til centerchef Julie Appelt Honoré på e-mail: juah@horsholm.dk
Kandidatlister, der ved sidste kommunalvalg opnåede repræsentation i kommunalbestyrelsen, og som fortsat er repræsenteret i byrådet 9 uger før valgdagen og med samme identitet som da de blev valgt ind i 2021 kan, ligesom til valget i 2021 blive fritaget for krav om indsamling af underskrifter fra stillere.
Kandidatlister som ønsker at blive fritaget for kravet om stillere, skal indleveres senest tirsdag den 16. september 2025 kl. 12.00 til Valgsekretariatet på vegne af Valgbestyrelsen.
Kandidatlisterne kan tidligst afleveres fra og med tirsdag den 2. september 2025.
Senest tirsdag den 23. september 2025 kl. 12.00 skal valgbestyrelsen give besked til kandidatlisten om, hvorvidt de er fritaget for krav om underskrifter fra stillere.
Indlevering af alle kandidatlister
Kandidatlisterne afleveres til Valgsekretariatet, Center for Politik, Personale og IT, Rådhuset, Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm.
Der er ikke hjemmel til at dispensere fra fristerne.
Skriv til valgsekretariatet på valg@horsholm.dk, hvis du har spørgsmål.
For at kunne stille op til kommunalvalget i Hørsholm Kommune, skal man som minimum have 25 stillere til at underskrive kandidatlisten.
Stillere er ”ganske almindelige” vælgere i kommunen, der skal underskrive kandidatlisten, for at listen som udgangspunkt kan blive godkendt til at stille op til kommunalvalget. Vi anbefaler at få lidt flere end 25 stillere, da der af erfaring kan være stillere, som ikke kan godkendes. Der må højest være 50 stillere.
Stillerne skal opfylde valgretsbetingelserne. Dette bliver kontrolleret, når kandidatlisten er indleveret.
Kandidatlisten skal i forvejen være udfyldt med listebetegnelsen samt navne på kandidaterne, så stillerne kan se, hvad de skriver under på.
En stiller må kun underskrive én kandidatliste. Derfor er det fornuftigt at spørge stillerne, når de siger ja til at underskrive kandidatlisten, om de allerede har skrevet under på en anden kandidatliste. Hvis de har det, vil de nemlig i forbindelse med kontrollen af stillerne blive slettet af samtlige kandidatlister og kan altså ikke regnes med til de 25 stillere.
Tirsdag den 30. september kl. 12.00 er sidste frist for indlevering af kandidatlister, der ikke er fritaget for krav om indsamling af underskrifter fra stillere.
Kandidatlisterne kan tidligst indleveres fra og med tirsdag den 16. september 2025.
Indlevering af alle kandidatlister
Kandidatlisterne afleveres til Valgsekretariatet på vegne af Valgbestyrelsen, Center for Politik, Personale og IT, Rådhuset, Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm.
Der er ikke hjemmel til at dispensere fra fristerne.
Du kan med fordel aftale tidspunkt for indlevering på valg@horsholm.dk
Kandidatlister kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Hver kandidatliste kan kun indgå i ét valgforbund. Hvis man indgår i et valgforbund, skal alle de partier, der indgår i valgforbundet, hver især indlevere en anmodning om indgåelse af valgforbundet.
Anmodningen skal ske på en blanket, der udleveres samme sted som kandidatlisterne.
Anmeldelse af valgforbund skal indleveres senest mandag 6. oktober 2025 kl. 12.00 til Valgbestyrelsens formand v/ Valgsekretariatet, Center for Politik, Personale og IT, Rådhuset, Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm.
Du kan med fordel aftale tidspunkt for indlevering på valg@horsholm.dk
Uddeling af flyers o. lign.
Partier, lister og kandidater må gerne, uden tilladelse, uddele flyers m.fl. på offentlige arealer, hvis det ikke sker fra boder, kaffevogne o. lign.
Opsætning af stande, boder o. lign.
Hvis man ønsker et midlertidigt politisk arrangement med bod, kaffevogn o. lign., skal der søges tilladelse til ”Råden over vej” hos Hørsholm Kommune. Der skal ansøges via virk.dk.
Læs mere om offentlige udendørs arrangementer og brug af offentlige arealer.
Hørsholm Kommune bestræber sig på at behandle alle ansøgninger hurtigt, men der kan være sagsbehandlingstid på op til 14 dage.
Arrangementer og aktiviteter med boder, kaffevogne og lignende bør foregå under hensyntagen til borgere, butiksdrivende, restaurationer, øvrige partier m.fl.
Spørgsmål kan rettes til kommunens valgsekretariatet valg@horsholm.dk
Kandidatlister, hvis listebetegnelse er navnet på et parti, der den 1. august i valgåret er opstillingsberettiget til folketingsvalg, eller i hvis listebetegnelse et sådant navn indgår, skal tildeles partiets bogstavbetegnelse til folketingsvalg.
Valgbestyrelsen har truffet beslutning om, at andre opstillede kandidatlister tildeles bogstavbetegnelse efter nedenstående principper:
1) Indenrigsministeriets henstillinger vedrørende ureserverede bogstaver følges, medmindre der gør sig andre særlige forhold gældende, hvilket betyder at følgende bogstaver finder anvendelse: E, J, L, N, R, T, U og Y
2) Lokallister, der har deltaget i det seneste kommunalbestyrelsesvalg under den samme liste-betegnelse, får fortrinsret til den bogstavbetegnelse, som lokallisten tidligere har anvendt, herunder at der ikke kan gives forhåndstilsagn om anvendelse til andre lokallister.
3) Hvis flere lokallister, der ikke er omfattet af ovenstående, ønsker samme bogstavbetegnelse, anvendes princippet ”først i tid først i ret”. Dog betragtes de kandidatlister, der er indleveret senest kl. 11.00 på den dag, hvor kandidatlisterne tidligst kan indleveres, som afleveret samtidigt.
4) Under hensyn til vælgernes genkendelse og kontinuitet lægges der vægt på tidligere tilknytning til og anvendelse bogstavet i offentlige lokalpolitiske sammenhænge, hvis flere samtidigt indleverede lister ønsker samme bogstav.
5) Hvis flere lokallister må anses for indleveret samtidigt, og hvis disse ønsker samme bogstavbetegnelse uden at være omfattet af ovenstående, vil der blive trukket lod om den ønskede bogstavbetegnelse mellem de pågældende lokallister. Lodtrækningen foretages af chefen for valgsekretariatet i overværelse af de pågældende lokallister.
6) Valgsekretariatet er bemyndiget til at meddele betinget forholdstilsagn til lokallisterne, når de indleverer deres kandidatliste, idet der skal tages forbehold for, at valgbestyrelsen kan blive forpligtet til at fravige forhåndstilsagnet, hvis der er flere kandidatlister, end der er ureserverede bogstavbetegnelser.
Valgbestyrelsen har truffet beslutning om, at SocialKonservative, der blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget i 2021 og fortsat er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, kan anvende bogstavet Q under henvisning til fortrinsretten for lokallister, der har deltaget i det seneste kommunalbestyrelsesvalg under den samme liste-betegnelse, selvom bogstavet Q i den mellemliggende periode på nationalt niveau har været tildelt af Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, idet Frie Grønne pr. skæringsdatoen den 1. august 2025 ikke længere er opstillingsberettiget til Folketinget.
Læs mere
På Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside kan du læse meget mere om at stille op til kommunalbestyrelsen